Om mig

edytasørensen_farve_print_03.jpg

Jeg er 57 år og har gennem mit efterhånden lange liv altid været optaget af og interesseret i at støtte mennesker i at finde vej. Over tid er det blevet tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at inddrage det kropslige perspektiv i arbejdet, og at netop den kropslige tilgang ofte kan være en genvej til større trivsel for os allesammen.

Jeg har mange års erfaring med behandling af børn og unge med neuroudviklingsforstyrrelser (autisme og (A)DHD) og psykisk sårbarhed og deres forældre. Jeg arbejder ud fra en kombination af neuropædagogisk og mentaliserende tilgang, altid med afsæt i ro og nærvær, som er grundlaget for den bæredygtige trygge relation, der skal bære samarbejdet.  

Derudover arbejder jeg med selvforståelse og psykoedukation med udgangspunkt i det kropslige enten via kropsterapi, kropslige øvelser, yoga, Fascial Flow eller blot bevægelse i form af gåture i naturen i kombination med støttesamtaler både i individuelle forløb samt i gruppeforløb. Jeg udarbejder ofte en sanseprofil, som kan udgøre et konkret redskab til større selvforståelse samt pege i retning af konkrete tiltag, der kan gøre livet lettere.

Det er min erfaring, at der ofte er en genvej til bedring og coping, når der arbejdes med kroppen. I samarbejde går jeg på opdagelse i de ressourcer og barrierer, der er hos den enkelte. Jeg oversætter, hvad der er på spil og giver redskaber og strategier til at rumme og håndtere en kompleks verden på en mere konstruktiv måde. 

Mit primære fokus er, at vi sammen samler puslespillet og herfra forstår helheden. Baggrund, familieforhold, mønstre, barrierer og ressourcer, så jeg kan hjælpe bedst muligt.

 

Min baggrund

Gennem de sidste 4 år har jeg været selvstændig og bl.a. været tilknyttet flere kommuner (Gladsaxe, Albertslund, Køge, Roskilde m.fl.) som selvstændig specialpædagogisk konsulent, familiebehandler og kropsterapeut.

Jeg ved siden af ansat som familiebehandler i Københavns Kommune og forinden det var jeg ansat som specialpædagogisk konsulent og VISO specialist hos Nexus Psykologer. Forinden var jeg ansat på Center for Autisme i 9 år. De sidste 4 år på CfA drev og etablerede jeg pilotprojektet for særlig sårbare unge kvinder  ’Pigeværkstedet’, som jeg var daglig leder for. 

Jeg har derudover bred erfaring fra bosteder for unge med autisme med diverse komorbiditeter og som afdelingsleder i daginstitution med integration af børn med autisme.

Tidligere arbejdede jeg som informationsmedarbejder i Politikens Hus i ti år.

Jeg er mor og bonusmor til i alt 4 børn i alderen 18-30 år.  

Formel baggrund:

  • Socialpædagogisk uddannelse v. Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium

  • Neuropædagogisk efteruddannelse v. Center for Autisme

  • TEACCH kursus v. Center for Autisme

  • Yogauddannelse 200 timer RYT v. Hamsa Yoga studie

  • Pranayama / mindfulness efteruddannelse v. Simon Krohn

  • Kropsterapeutisk uddannelse v. Totum

  • Mentaliseringsbaseret efteruddannelse v. Center for Mentalisering

  • Efteruddannelse i sanseudredning hos Sanseprofilen, SPI

  • Certificeret Fascial Flow Guide v. Jeanne Jensen

  • Igangværende 4-årig SE terapeutisk uddannelse v. BetterFlow

edytasørensen_farve_print_01.jpg